mandag den 29. juni 2009
Et stort tillykke...
Jeg vil da lige benytte lejligheden til at sige et stort tillykke til min gode ven Niels Knudsen, som jeg via det altvidende sted Facebook kan se er blevet far til lille Theodore. Godt gået min ven, håber vi kan komme forbi og se knægten her i løbet af sommeren.
På restaurant...
Hej Clara og Oscar.
Efter en dag til søs, hvor vi lå og red en tyfon af, så er vi igen kommet langs kaj i Chiwan.
For at få lidt adspredelse i menuen, var vi 4 stykker der gerne ville op og prøve en Sushi restaurant, vi havde set da vi påmønstrede.
Først var der lige en vagt der skulle overståes først. Da alle de andre var strøget i land så var vi kun et fåtal tilbage på skibet, og pludselig dukker proviant bilen op. Så Walther ( en noget aldret matros), Kim ( Overstyrmanden) og mig selv var de eneste fra skibet til at tømme lastbilen. Det gik også godt med første kranløft, men ved nummer to brød et kæmpemæssigt regnvejr ud og alle papkasserne var drivvåde efter kort tid. Det betød at de allesammen gik i stykker når man løftede i det. Vi fik leveret 200 kasser med 12 stk ½ liters vandflasker og der lå vandflasker over det hele. Men efter 1½ times arbejde i silende regnvejr var det lykkedes os at få provianten ind.
Derefter skulle jeg lige op og færdiggøre vagten inden jeg skulle ind til byen og møde de andre. Jeg fik fat på en rigtig krejlerchauffør som først ville have 50 kineserpenge for at køre mig til byen, men han fik nu kun 20 for sine meget begrænsede ydelser.
Jeg fandt de andre og de sad og fik en sodavand på en italiensk restaurant. Så vi blev enige om at tage en italiensk forret inden vi skulle videre på sushi bar. Jeg tog en gang Insalata Caprese med hvidløgsbrød til. Det smagte rigtig godt.
Derefter tog vi til Sushirestauranten. Jonas, Hans, Sigvalt og mig selv bestilte løs, da det var så usandsynligt billigt at man skulle tro det var løgn. Hans og Sigvaldt havde aldrig prøvet det før og var en smule skeptiske, men det blev hurtigt gjort til skamme.
274 kroner for 2 flasker vand, 2 colaer, 2 x friturestegt calamari, 8 nigri, 8 hosomaki, 4 Futomaki og 12 uromaki.... Det blev næsten kastet i hovedet på os. Rigtig gode råvarer, så der er ingen dårlig mave i dag.
Jeg savner jer allesammen derhjemme, og glæder mig til at komme hjem. Kun 3½ uge tilbage nu. Vi er snart halvvejs.
Efter en dag til søs, hvor vi lå og red en tyfon af, så er vi igen kommet langs kaj i Chiwan.
For at få lidt adspredelse i menuen, var vi 4 stykker der gerne ville op og prøve en Sushi restaurant, vi havde set da vi påmønstrede.
Først var der lige en vagt der skulle overståes først. Da alle de andre var strøget i land så var vi kun et fåtal tilbage på skibet, og pludselig dukker proviant bilen op. Så Walther ( en noget aldret matros), Kim ( Overstyrmanden) og mig selv var de eneste fra skibet til at tømme lastbilen. Det gik også godt med første kranløft, men ved nummer to brød et kæmpemæssigt regnvejr ud og alle papkasserne var drivvåde efter kort tid. Det betød at de allesammen gik i stykker når man løftede i det. Vi fik leveret 200 kasser med 12 stk ½ liters vandflasker og der lå vandflasker over det hele. Men efter 1½ times arbejde i silende regnvejr var det lykkedes os at få provianten ind.
Derefter skulle jeg lige op og færdiggøre vagten inden jeg skulle ind til byen og møde de andre. Jeg fik fat på en rigtig krejlerchauffør som først ville have 50 kineserpenge for at køre mig til byen, men han fik nu kun 20 for sine meget begrænsede ydelser.
Jeg fandt de andre og de sad og fik en sodavand på en italiensk restaurant. Så vi blev enige om at tage en italiensk forret inden vi skulle videre på sushi bar. Jeg tog en gang Insalata Caprese med hvidløgsbrød til. Det smagte rigtig godt.
Derefter tog vi til Sushirestauranten. Jonas, Hans, Sigvalt og mig selv bestilte løs, da det var så usandsynligt billigt at man skulle tro det var løgn. Hans og Sigvaldt havde aldrig prøvet det før og var en smule skeptiske, men det blev hurtigt gjort til skamme.
274 kroner for 2 flasker vand, 2 colaer, 2 x friturestegt calamari, 8 nigri, 8 hosomaki, 4 Futomaki og 12 uromaki.... Det blev næsten kastet i hovedet på os. Rigtig gode råvarer, så der er ingen dårlig mave i dag.
Jeg savner jer allesammen derhjemme, og glæder mig til at komme hjem. Kun 3½ uge tilbage nu. Vi er snart halvvejs.
torsdag den 25. juni 2009
En saga er sluttet...
Efter over en uges diskussion frem og tilbage mellem afdelinger og personer er det nu blvet besluttet at skiftedagen for besætningerne på Mærsk Assister er den 22. juli. Dette betyder dog ikke at det er den 22 juli jeg kommer hjem, men det er den officielle skiftedato, og så bliver det så tæt på den dato som muligt.
Mens vi venter på prinsen...
Hej Clara og Oscar.
Dagen er gået sin langsomme gang. Mor har fortalt mig om den dejlige gåtur igennem skoven I var på i morges. Hun fortalte også at I havde snakket om trolde og om at jeg er på skibet.
I morgen skal vi sejle. Vi skal sejle ind til en havn der hedder Chiwan, den ligger i Kina. Det er et land på den anden side af jorden, hvor der er nogen mennesker der snakker helt anderledes end os. Landet er det land i verden hvor der bor flest mennesker. Vi skal være gæster i det land i ca 4 dage, og så skal vi sejle ud på vandet igen. Derude skal vi hente en bøje. Når vi har samlet den op fra vandet, så skal vi sejle den til et helt andet land der hedder Singapore. Med lidt held så passer det meget godt med at det er der hvor jeg skal flyve hjem igen. Det kommer til at tage ca. 25 dage alt i alt.
Jeg løber stadig på et løbebånd næsten hver dag. Det er dejligt igen at kunne løbe, og jeg passer meget på ikke at presse knæet for hårdt.
Jeg prøver at tage mig sammen til at få startet på en bog, men det er lettere at sætte en film på. I aften vil jeg se om jeg kan få mit fjernsyn til at virke og se om jeg kan finde en kanal med tennis fra Wimbledon.
Jeg tænker meget på jer, og på at jeg skal hjem til jer.
I dag så jeg billeder af jer fra den dag I var oppe og se onkel Jeppe blive færdig på skolen. I så rigtig søde ud i jeres kjole og skjorte og slips. I er nogle smukke dejlig børn.
Jeg elsker jer alle sammen.
Kærlig hilsen
Far.
Dagen er gået sin langsomme gang. Mor har fortalt mig om den dejlige gåtur igennem skoven I var på i morges. Hun fortalte også at I havde snakket om trolde og om at jeg er på skibet.
I morgen skal vi sejle. Vi skal sejle ind til en havn der hedder Chiwan, den ligger i Kina. Det er et land på den anden side af jorden, hvor der er nogen mennesker der snakker helt anderledes end os. Landet er det land i verden hvor der bor flest mennesker. Vi skal være gæster i det land i ca 4 dage, og så skal vi sejle ud på vandet igen. Derude skal vi hente en bøje. Når vi har samlet den op fra vandet, så skal vi sejle den til et helt andet land der hedder Singapore. Med lidt held så passer det meget godt med at det er der hvor jeg skal flyve hjem igen. Det kommer til at tage ca. 25 dage alt i alt.
Jeg løber stadig på et løbebånd næsten hver dag. Det er dejligt igen at kunne løbe, og jeg passer meget på ikke at presse knæet for hårdt.
Jeg prøver at tage mig sammen til at få startet på en bog, men det er lettere at sætte en film på. I aften vil jeg se om jeg kan få mit fjernsyn til at virke og se om jeg kan finde en kanal med tennis fra Wimbledon.
Jeg tænker meget på jer, og på at jeg skal hjem til jer.
I dag så jeg billeder af jer fra den dag I var oppe og se onkel Jeppe blive færdig på skolen. I så rigtig søde ud i jeres kjole og skjorte og slips. I er nogle smukke dejlig børn.
Jeg elsker jer alle sammen.
Kærlig hilsen
Far.
tirsdag den 23. juni 2009
Så kom der gang i det sociale.
Hej Clara og Oscar.
I dag har været den bedste dag om bord. For det først vågnede jeg op, og løb en tur. Jeg kunne løbe 6 km uden nogle knæsmerter, og var god nok til at stoppe selv om det ikke gjorde ondt.
Bagefter skulle jeg skifte noget vat (filtre) på radaren. Radaren er den som jeg bruger til at se andre skibe på når det regner. Der stod på en seddel at der skulle være 6 stykker i den ene skorsten, men jeg brugte 1 time på at lede efter dem, og kunne kun finde 1. Nå endelig fik jeg at vide at de havde lavet det om. Men jeg fandt 3 på broen i stedet for. Broen er der hvor jeg styrer skibet fra.
Efter lidt ankervagt på broen, foreslog de andre at vi spillede et spil kort. ( Et anker er det der holder skibet fast i bunden, det er ligesom den pind der sidder mellem os i bilen) Istedet for at se en film synes jeg det var en rigtig god idé, og det sjove ved det hele var at jeg vandt over de 3 andre. Så der blev lige lidt penge til feriekassen.
Nu vil jeg så alligevel lige se en film inden jeg skal i seng. I morgen regner jeg med at jeg skal løbe lidt igen, og derefter vil jeg så ud og lave lidt manuelt arbejde igen.
Vi ved ikke hvornår vi skal sejle igen. Men det tager man meget roligt herude.
Jeg elsker jer rigtig meget, og savner jer hele tiden.
Kærlig hilsen
Far.
I dag har været den bedste dag om bord. For det først vågnede jeg op, og løb en tur. Jeg kunne løbe 6 km uden nogle knæsmerter, og var god nok til at stoppe selv om det ikke gjorde ondt.
Bagefter skulle jeg skifte noget vat (filtre) på radaren. Radaren er den som jeg bruger til at se andre skibe på når det regner. Der stod på en seddel at der skulle være 6 stykker i den ene skorsten, men jeg brugte 1 time på at lede efter dem, og kunne kun finde 1. Nå endelig fik jeg at vide at de havde lavet det om. Men jeg fandt 3 på broen i stedet for. Broen er der hvor jeg styrer skibet fra.
Efter lidt ankervagt på broen, foreslog de andre at vi spillede et spil kort. ( Et anker er det der holder skibet fast i bunden, det er ligesom den pind der sidder mellem os i bilen) Istedet for at se en film synes jeg det var en rigtig god idé, og det sjove ved det hele var at jeg vandt over de 3 andre. Så der blev lige lidt penge til feriekassen.
Nu vil jeg så alligevel lige se en film inden jeg skal i seng. I morgen regner jeg med at jeg skal løbe lidt igen, og derefter vil jeg så ud og lave lidt manuelt arbejde igen.
Vi ved ikke hvornår vi skal sejle igen. Men det tager man meget roligt herude.
Jeg elsker jer rigtig meget, og savner jer hele tiden.
Kærlig hilsen
Far.
søndag den 21. juni 2009
En speciel besked til prinsessen.
Hej Clara.
Jeg skriver en lille hilsen kun til dig. Du er jo en helt speciel prinsesse. Jeg sidder hver dag og kigger på billeder af dig fordi jeg savner dig rigtig meget. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem til dig igen, så skal vi lege, og i svømmehallen. Men du skal stadig ud til Tina og lege med Silje, Nanna og Liv.
Jeg håber dig og Oscar stadigvæk er de to bedste venner i verden.
Jeg er ude på et skib der er lyseblåt og oppe i skorstenen er der en stor stjerne. Jeg skal prøve at sende nogle billeder hjem til dig, så du kan se hvordan skibet og stjernen ser ud.
Der er mange andre mennesker på skibet også, og de glæder sig også til at komme hjem til deres familier.
Om dagen går jeg oppe på skibet og sørger for at det ikke støder ind i andre skibe. Det er ligesom når vi kører bil sammen. Så er det også far der styrer mens du synger Vimmersvej. Det kunne være sjovt hvis du var herude og sang Vimmersvej. Jeg tror at jeg vil kigge på min computer og se dig synge.
Kan du have det rigtig godt, og så må du give mor et kæmpe kram fra mig.
Jeg elsker dig min lille skat.
Kærlig hilsen
Far.
Jeg skriver en lille hilsen kun til dig. Du er jo en helt speciel prinsesse. Jeg sidder hver dag og kigger på billeder af dig fordi jeg savner dig rigtig meget. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem til dig igen, så skal vi lege, og i svømmehallen. Men du skal stadig ud til Tina og lege med Silje, Nanna og Liv.
Jeg håber dig og Oscar stadigvæk er de to bedste venner i verden.
Jeg er ude på et skib der er lyseblåt og oppe i skorstenen er der en stor stjerne. Jeg skal prøve at sende nogle billeder hjem til dig, så du kan se hvordan skibet og stjernen ser ud.
Der er mange andre mennesker på skibet også, og de glæder sig også til at komme hjem til deres familier.
Om dagen går jeg oppe på skibet og sørger for at det ikke støder ind i andre skibe. Det er ligesom når vi kører bil sammen. Så er det også far der styrer mens du synger Vimmersvej. Det kunne være sjovt hvis du var herude og sang Vimmersvej. Jeg tror at jeg vil kigge på min computer og se dig synge.
Kan du have det rigtig godt, og så må du give mor et kæmpe kram fra mig.
Jeg elsker dig min lille skat.
Kærlig hilsen
Far.
Socialt samvær eller mangel på samme.
Hej Clara og Oscar.
Søfart er en livstil. Sådan var det nok engang. Den gang
besætningerne var store, ogder var masser af folk til at lave
noget. Men på en måde tror jeg at vi er druknet i den
elektroniske tidsalder. Måske har vi helt mistet evnen til at
være social.
Jeg er om bord på et skib der har 33 besætningsmedlemmer.
Der burde være rigeligt til at spille et spil, se en film. Men i
langt de fleste tilfælde så sætter folk sig ind i sin egen lille
verden, tænder for deres fjernsyn på kammeret, eller sætter
sig i en stol og læser i en bog. Lad mig sige med det samme
at jeg selv gør det samme. Der er nemlig aldrig nogen nede i
fjersynsstuen, og så kan man jo ligeså godt sætte sig op til sig
selv.
Broen er et samlingssted for skibets navigatører. Der er tit
op til 3 af os der går og snakker sammen heroppe. Folk søger
hinandens selskab, men på en mærkelig måde kun i vante
omgivelser på broen. Så kan man sidde og snakke om gamle
bekendtskaber fra gamle skibe, eller man kan fortælle
sørøverhistorier og fremstå som en fandens karl når man
lige lægger det sidste lag på historien.
Det er utroligt så mange samtaler der starter med følgende
to kombinationer af ord: "Da jeg var på" eller "Jeg har engang
sejlet sammen med en". Igen må jeg indrømme at jeg ikke er
meget bedre selv. Det er jo sådan man taler til hinanden herude.
Man ved sjældent noget om de mennesker man sejler med, andet
end deres karrieres forløb og hvilke skibe og andre besætnings-
medlemmer de har sejlet sammen med. Det er som at samle på
frimærker, man sammenligner hvor mange mennesker man har
sejlet sammen med.
"De lever livet fuldt ud, og på en måde kan man jo godt forstå dem,
for hvem ved om vi alle er døde i morgen". Sådan lyder
"pessimistens" alarmerende ord i "En pige og 39 sømænd". Det var
engang. Nu er en udmønstring kun en stor nedtælling. En nedtælling
til hvornår man kan pakke kufferten, træde ned af landgangen og
komme så hurtigt som muligt til lufthavnen.
Søfart er en livstil..... Jeg tror jeg sikker kan konkludere at det blot
er en illusion. Det er et arbejde, og jeg må indrømme et rigtig godt
betalt arbejde. Men jeg tror oprigtigt ikke på at der er nogen der
sejler for at sejle, men de sejler for de gode ferier, den gode løn
og måske en udfordring i ny og næ.
lørdag den 20. juni 2009
En dagligdag former sig.
Hej Clara og Oscar.
En dagligdag er langsomt ved at tage form. Jeg har nu været om bord i 3 dage og indtil videre er der ikke sket det helt store. Vi har ligget meget for anker, men jeg har da fået lidt styr på nogen dele af skibet.
I forgårs brugte jeg formiddagen på at hive gammelt brandslukningspulver op fra storesrummet under bakken. Det havde ligget der siden 99 da skibet blev bygget, og dets brugsværdi er sikkert ikke stort. Dog virker det som om at de bare har tænkt sig at drøne det ud på den blå hylde og det undrer mig at man ikke er blevet klogere til søs. For at smide 134 plasticposer over bord er ikke i orden i min bog.
Den efterfølgende ankervagt var ikke værd at skrive om, den gik med at prøve at sende et HF telex, og en kort brandmønstring.
I går ville Kaptajnen så vise mig hvordan man brugte alle styr, wireløftere, dødmand pins samt haj kæber, og til stor overraskelse var 50% af udstyret rustet fast. Så formiddagen for mit vedkommende og resten af dagen for andres vedkommende gik med at smøre, banke og rense diverse bevægelige dele.
Eftermiddagen gik igen med en ankervagt uden de store begivenheder.
Det var sjovt at snakke kort (meget kort) med Clara i telefonen, og det var dejligt at høre at I alle havde haft en rigtig god dag.
Nu vil jeg gå op og se hvad jeg kan finde på at lave. Kan I have det godt. Jeg savner jer rigtig meget.
En dagligdag er langsomt ved at tage form. Jeg har nu været om bord i 3 dage og indtil videre er der ikke sket det helt store. Vi har ligget meget for anker, men jeg har da fået lidt styr på nogen dele af skibet.
I forgårs brugte jeg formiddagen på at hive gammelt brandslukningspulver op fra storesrummet under bakken. Det havde ligget der siden 99 da skibet blev bygget, og dets brugsværdi er sikkert ikke stort. Dog virker det som om at de bare har tænkt sig at drøne det ud på den blå hylde og det undrer mig at man ikke er blevet klogere til søs. For at smide 134 plasticposer over bord er ikke i orden i min bog.
Den efterfølgende ankervagt var ikke værd at skrive om, den gik med at prøve at sende et HF telex, og en kort brandmønstring.
I går ville Kaptajnen så vise mig hvordan man brugte alle styr, wireløftere, dødmand pins samt haj kæber, og til stor overraskelse var 50% af udstyret rustet fast. Så formiddagen for mit vedkommende og resten af dagen for andres vedkommende gik med at smøre, banke og rense diverse bevægelige dele.
Eftermiddagen gik igen med en ankervagt uden de store begivenheder.
Det var sjovt at snakke kort (meget kort) med Clara i telefonen, og det var dejligt at høre at I alle havde haft en rigtig god dag.
Nu vil jeg gå op og se hvad jeg kan finde på at lave. Kan I have det godt. Jeg savner jer rigtig meget.
onsdag den 17. juni 2009
5 års kontorsved forsvandt som dug for solen.
Hej Clara og Oscar.
Om morgenen ved 8 tiden stod jeg igen på dækket af et lyseblåt skib. Det skulle hurtigt vise sig at det var et noget anderledes dæk end det jeg har været vant til.
Vi kom om bord, fik et kammer, et klap på skulderen, og så var den anden besætning forsvundet. Efter at have smidt kufferten på kammeret, drønede jeg op på broen for at kigge mig omkring, og man skulle tro at en gammel sørotte, som jeres far ikke ville blive overrasket over noget på en bro... Men det blev jeg. Lige med et var jeg reduceret til et uvidenede individ der ikke rigtig kunne finde hoved og hale i noget som helst. Der var så meget forskelligt udstyr, at jeg havde problemer med at overskue det hele.
Heldigvis blev jeg reddet af proviant bilen... Her kom et stykke manuelt arbejde en arbejdshest som mig sagtens kunne klare uden den store forvidenskab. Vi slæbte proviant i 2 stive timer i 35 graders varme, umiddelbart vil jeg mene at der røg ca 2 liter vand indenbords. Mit nye fine arbejdstøj lignede hurtigt noget der var mindst 2 år gammelt. Men det var dejligt. Det var hårdt fysisk arbejde, noget som jeg har savnet de sidste år på kontorjobs. Det er det der er det fede ved at sejle. En arbejdsdag er lige præcis så afvekslende som man selv vil have det.
Nå men vi blev sat lidt ind i hvad det er for et projekt vi skal igang med. Det viser sig at vi skal ud og fjerne en bøje ( der vejer 185 t) og som ligger forankret på 300 meter vand. Projektet i sig selv kommer til at tage 16, men sluttes måske af med at vi skal sejle bøjen til Singapore.
Vi skulle også have fordelt brovagten, og da vi er 5 navigatører om bord, var det igen noget lidt andet end det jeg har været vant til. Lykkens gudinde, i form af Hans, lavede lodder, og jeg trak 13-18 vagten. Ikke så ringe da jeg på den måde kan bruge formiddagen på at finde hoved og hale i skibet, og så om eftermiddagen kan gå på broen og sætte mig ind i de ting der er deroppe.
Vi fik at vide at vi skulle ud på ankerplads om aftenen, og senere kom der yderligere en information om, at vi i morgen skulle sejle ud til en Heavy Lifter og hente noget udstyr som efter sigende skal sejles i land.
Efter en hurtig Familiarisation tour rundt på skibet, hvor der var så mange uforståelige ting at jeg nogle gange blev lidt mere forvirret end oplyst, vendte vi tilbage til broen. jeg havde hørt udtryk som jeg ikke helt forstod meningen af, samt udtryk som med sikkerhed ikke var stuerene nok til at jeg ville bruge dem for jeres sarte ører, jeg tror i hvertfald ikke at det var de originale udtryk.
Jeg kunen nu langsomt lave de første øvelser i at starte bro op. Checklisten ligner sig selv men den er på mange punkter irrelevant for et Supply skib, og er tydeligt lavet til Containerskibe.
Når jeg er igang med arbejdet, er jeg i stand til at skubbe i baggrunden, hvor meget jeg savner jer allesammen derhjemme, men i de timer hvor jeg ikke laver så meget dukker der selvfølgelig tanker op om, hvorvidt jeg ( vi) har valgt det rigtige. Der er ingen tvivl om at arbejdet og arbejdsopgaverne ligger mere til mig end nogle af mine tidligere jobs. Men tanken er selvfølgelig nærliggende. Er det det hele værd. Det er ikke noget jeg vil konkludere efter en dag, og jeg tror egentlig at det først vil gå op for os alle sammen, når jeg tager afsted på 2. tur. Jeg har en fornemmelse af at det bliver den sværeste kamel at sluge. Det var dog en glædelig nyhed og med en vis stolthed at jeg modtog meddelelserne om at Oscar er kommet i høj stol ved bordet og at Clara 2 gange har tisset på potten. ( For læsere der måske ikke har den store viden om at have børn kan dette måske virke mærkeligt... Men det er mærkedage på højde med de første skridt)
Jeg havde lidt "kiggevagt" på broen på vej til ankerpladsen, og efter endt måltid satte jeg mig ned og skrev lidt på messenger med jeres mor. Det er en luksus gode at der er trådløst netværk på skibet, og man derfor kan kommunikere med familien hjemme uden de store forsinkelser.
Jeg vil ikke sige mig fri for at savne mange ting fra Containerflåden, men det er altid for tidligt at konkludere noget. En ting jeg dog kan sige er at jeg savner at være altvidende, være den der bestemmer og har 100% styr på arbejdet. Men med det in mente kan jeg da sige at jeg har noget at bestræbe mig på. For jeg holder ikke ud at være uvidende i ret lang tid. Så på med arbejdstøjet, bidrage med det jeg trods alt ved noget om, og så ellers kom igang med at få kørt noget supply videnskab indenbords... Det er målet for denne tur.
Godnat og sov godt... Vær rigtig god ved hinanden og god mod jeres Mor.. jeg elsker jer.
Om morgenen ved 8 tiden stod jeg igen på dækket af et lyseblåt skib. Det skulle hurtigt vise sig at det var et noget anderledes dæk end det jeg har været vant til.
Vi kom om bord, fik et kammer, et klap på skulderen, og så var den anden besætning forsvundet. Efter at have smidt kufferten på kammeret, drønede jeg op på broen for at kigge mig omkring, og man skulle tro at en gammel sørotte, som jeres far ikke ville blive overrasket over noget på en bro... Men det blev jeg. Lige med et var jeg reduceret til et uvidenede individ der ikke rigtig kunne finde hoved og hale i noget som helst. Der var så meget forskelligt udstyr, at jeg havde problemer med at overskue det hele.
Heldigvis blev jeg reddet af proviant bilen... Her kom et stykke manuelt arbejde en arbejdshest som mig sagtens kunne klare uden den store forvidenskab. Vi slæbte proviant i 2 stive timer i 35 graders varme, umiddelbart vil jeg mene at der røg ca 2 liter vand indenbords. Mit nye fine arbejdstøj lignede hurtigt noget der var mindst 2 år gammelt. Men det var dejligt. Det var hårdt fysisk arbejde, noget som jeg har savnet de sidste år på kontorjobs. Det er det der er det fede ved at sejle. En arbejdsdag er lige præcis så afvekslende som man selv vil have det.
Nå men vi blev sat lidt ind i hvad det er for et projekt vi skal igang med. Det viser sig at vi skal ud og fjerne en bøje ( der vejer 185 t) og som ligger forankret på 300 meter vand. Projektet i sig selv kommer til at tage 16, men sluttes måske af med at vi skal sejle bøjen til Singapore.
Vi skulle også have fordelt brovagten, og da vi er 5 navigatører om bord, var det igen noget lidt andet end det jeg har været vant til. Lykkens gudinde, i form af Hans, lavede lodder, og jeg trak 13-18 vagten. Ikke så ringe da jeg på den måde kan bruge formiddagen på at finde hoved og hale i skibet, og så om eftermiddagen kan gå på broen og sætte mig ind i de ting der er deroppe.
Vi fik at vide at vi skulle ud på ankerplads om aftenen, og senere kom der yderligere en information om, at vi i morgen skulle sejle ud til en Heavy Lifter og hente noget udstyr som efter sigende skal sejles i land.
Efter en hurtig Familiarisation tour rundt på skibet, hvor der var så mange uforståelige ting at jeg nogle gange blev lidt mere forvirret end oplyst, vendte vi tilbage til broen. jeg havde hørt udtryk som jeg ikke helt forstod meningen af, samt udtryk som med sikkerhed ikke var stuerene nok til at jeg ville bruge dem for jeres sarte ører, jeg tror i hvertfald ikke at det var de originale udtryk.
Jeg kunen nu langsomt lave de første øvelser i at starte bro op. Checklisten ligner sig selv men den er på mange punkter irrelevant for et Supply skib, og er tydeligt lavet til Containerskibe.
Når jeg er igang med arbejdet, er jeg i stand til at skubbe i baggrunden, hvor meget jeg savner jer allesammen derhjemme, men i de timer hvor jeg ikke laver så meget dukker der selvfølgelig tanker op om, hvorvidt jeg ( vi) har valgt det rigtige. Der er ingen tvivl om at arbejdet og arbejdsopgaverne ligger mere til mig end nogle af mine tidligere jobs. Men tanken er selvfølgelig nærliggende. Er det det hele værd. Det er ikke noget jeg vil konkludere efter en dag, og jeg tror egentlig at det først vil gå op for os alle sammen, når jeg tager afsted på 2. tur. Jeg har en fornemmelse af at det bliver den sværeste kamel at sluge. Det var dog en glædelig nyhed og med en vis stolthed at jeg modtog meddelelserne om at Oscar er kommet i høj stol ved bordet og at Clara 2 gange har tisset på potten. ( For læsere der måske ikke har den store viden om at have børn kan dette måske virke mærkeligt... Men det er mærkedage på højde med de første skridt)
Jeg havde lidt "kiggevagt" på broen på vej til ankerpladsen, og efter endt måltid satte jeg mig ned og skrev lidt på messenger med jeres mor. Det er en luksus gode at der er trådløst netværk på skibet, og man derfor kan kommunikere med familien hjemme uden de store forsinkelser.
Jeg vil ikke sige mig fri for at savne mange ting fra Containerflåden, men det er altid for tidligt at konkludere noget. En ting jeg dog kan sige er at jeg savner at være altvidende, være den der bestemmer og har 100% styr på arbejdet. Men med det in mente kan jeg da sige at jeg har noget at bestræbe mig på. For jeg holder ikke ud at være uvidende i ret lang tid. Så på med arbejdstøjet, bidrage med det jeg trods alt ved noget om, og så ellers kom igang med at få kørt noget supply videnskab indenbords... Det er målet for denne tur.
Godnat og sov godt... Vær rigtig god ved hinanden og god mod jeres Mor.. jeg elsker jer.
Rejsedag
Hej Clara og Oscar.
Vi fik sagt farvel til hinanden i lufthavnen og taget afsked. Det var ikke så meget afgangen, men dagen før da I blev puttet som var hård.
Jeg stødte ind i Kaptajnen og 2. mesteren i Katrup Lufthavn og vi fik en sodavand i lufthavnen inden jeg skulle flyve til München. Af en eller anden grund skulle jeg som den eneste med i en flyver tidligere end alle andre.
Vel ankommet til München hvor jeg fik tid til at gå lidt rundt, og få lidt aftensmad. Så stødte jeg ind i Jonas og resten af besætningen. Jonas er en af mine tidligere elever fra Kogtved, og det var fedt at snakke med ham igen. Han er en rigtig flink gut.
Hele besætningen virker dog rigtig flink.
Det var glædeligt at Lufthansa havde valgt at sende os til Hong Kong med et fly der havde mediecenter i stolene, så der var masser af film man kunne vælge mellem på lige det tidpunkt man ville. Overraskende nok så sov jeg rigtig dejligt i flyveren, jeg fik i hvertfald 5 timer søvn næsten uden pauser. I Hong Kong skulle vi direkte med en færge til en lille ø hvor skibet lå. Om aftenen var vi alle på restaurant hvor vi fik noget lokal mad, og så var det ellers hjem på hotellet og sove fra 23 til 0630. De time lunede på regnskabet. Klokken 0730 blev vi kørt til skibet, og derefter var det tilbage til arbejdet...
Vi fik sagt farvel til hinanden i lufthavnen og taget afsked. Det var ikke så meget afgangen, men dagen før da I blev puttet som var hård.
Jeg stødte ind i Kaptajnen og 2. mesteren i Katrup Lufthavn og vi fik en sodavand i lufthavnen inden jeg skulle flyve til München. Af en eller anden grund skulle jeg som den eneste med i en flyver tidligere end alle andre.
Vel ankommet til München hvor jeg fik tid til at gå lidt rundt, og få lidt aftensmad. Så stødte jeg ind i Jonas og resten af besætningen. Jonas er en af mine tidligere elever fra Kogtved, og det var fedt at snakke med ham igen. Han er en rigtig flink gut.
Hele besætningen virker dog rigtig flink.
Det var glædeligt at Lufthansa havde valgt at sende os til Hong Kong med et fly der havde mediecenter i stolene, så der var masser af film man kunne vælge mellem på lige det tidpunkt man ville. Overraskende nok så sov jeg rigtig dejligt i flyveren, jeg fik i hvertfald 5 timer søvn næsten uden pauser. I Hong Kong skulle vi direkte med en færge til en lille ø hvor skibet lå. Om aftenen var vi alle på restaurant hvor vi fik noget lokal mad, og så var det ellers hjem på hotellet og sove fra 23 til 0630. De time lunede på regnskabet. Klokken 0730 blev vi kørt til skibet, og derefter var det tilbage til arbejdet...
søndag den 14. juni 2009
Aftentanker dagen før dagen.
Hej Clara og Oscar...
Så er det tiden som vi har nærmet os langsomt men sikkert. Det er aftenen før jeg forlader jer i 6 uger for at tage ud og tjene til dagen og vejen.
En hekstisk afslutning for Claras vedkommende med en tur til vagtlægen... Clara tog det som en Champ. Med "Lotte på skadestuen" under armen valsede hun ind til lægen, stak hånden frem og viste såret til doktormanden og sagde " det her er min madkasse - den har flotte prinsesser på" hvorefter hun stolt viste lægen sin leverpostejsmad.
Der er mange tanker lige nu. Det er mærkeligt at tænke på at jeg ikke skal putte, trøste, irettesætte, lege og snakke med jer i 6 uger. Det bliver et kæmpe savn efter 5 måneder hvor vi har været sammen hver eneste dag. Jeg håber I bærer over med jeres mor og mig fordi vi valgte huset frem for lejligheden i Odense, dog med det savn at I må undvære mig 6 uger af gangen... Men måske bliver det bare en gave...
Kan I passe godt på hinanden, og passe godt på mor... jeg elsker jer og kommer til at savne jer.
Jeg vil bruge denne blog til at skrive til jer, og til andre interesserede om hvad der sker på skibet. Jeg vil se om jeg ikke kan låne mig frem til et kamera og tage lidt billeder så I kan se hvad det er jeg laver. Der vil også komme andre indlæg men jeg håber I vil læse det sammen med mor så jeg på den måde stadig kan være en del af jeres hverdag. Vi ses heldigvis i morgen klokken 0530... For første gang håber jeg I står tidligt op.
Så er det tiden som vi har nærmet os langsomt men sikkert. Det er aftenen før jeg forlader jer i 6 uger for at tage ud og tjene til dagen og vejen.
En hekstisk afslutning for Claras vedkommende med en tur til vagtlægen... Clara tog det som en Champ. Med "Lotte på skadestuen" under armen valsede hun ind til lægen, stak hånden frem og viste såret til doktormanden og sagde " det her er min madkasse - den har flotte prinsesser på" hvorefter hun stolt viste lægen sin leverpostejsmad.
Der er mange tanker lige nu. Det er mærkeligt at tænke på at jeg ikke skal putte, trøste, irettesætte, lege og snakke med jer i 6 uger. Det bliver et kæmpe savn efter 5 måneder hvor vi har været sammen hver eneste dag. Jeg håber I bærer over med jeres mor og mig fordi vi valgte huset frem for lejligheden i Odense, dog med det savn at I må undvære mig 6 uger af gangen... Men måske bliver det bare en gave...
Kan I passe godt på hinanden, og passe godt på mor... jeg elsker jer og kommer til at savne jer.
Jeg vil bruge denne blog til at skrive til jer, og til andre interesserede om hvad der sker på skibet. Jeg vil se om jeg ikke kan låne mig frem til et kamera og tage lidt billeder så I kan se hvad det er jeg laver. Der vil også komme andre indlæg men jeg håber I vil læse det sammen med mor så jeg på den måde stadig kan være en del af jeres hverdag. Vi ses heldigvis i morgen klokken 0530... For første gang håber jeg I står tidligt op.
Abonner på:
Opslag (Atom)
