torsdag den 25. juni 2009

Mens vi venter på prinsen...

Hej Clara og Oscar.

Dagen er gået sin langsomme gang. Mor har fortalt mig om den dejlige gåtur igennem skoven I var på i morges. Hun fortalte også at I havde snakket om trolde og om at jeg er på skibet.

I morgen skal vi sejle. Vi skal sejle ind til en havn der hedder Chiwan, den ligger i Kina. Det er et land på den anden side af jorden, hvor der er nogen mennesker der snakker helt anderledes end os. Landet er det land i verden hvor der bor flest mennesker. Vi skal være gæster i det land i ca 4 dage, og så skal vi sejle ud på vandet igen. Derude skal vi hente en bøje. Når vi har samlet den op fra vandet, så skal vi sejle den til et helt andet land der hedder Singapore. Med lidt held så passer det meget godt med at det er der hvor jeg skal flyve hjem igen. Det kommer til at tage ca. 25 dage alt i alt.

Jeg løber stadig på et løbebånd næsten hver dag. Det er dejligt igen at kunne løbe, og jeg passer meget på ikke at presse knæet for hårdt.

Jeg prøver at tage mig sammen til at få startet på en bog, men det er lettere at sætte en film på. I aften vil jeg se om jeg kan få mit fjernsyn til at virke og se om jeg kan finde en kanal med tennis fra Wimbledon.

Jeg tænker meget på jer, og på at jeg skal hjem til jer.

I dag så jeg billeder af jer fra den dag I var oppe og se onkel Jeppe blive færdig på skolen. I så rigtig søde ud i jeres kjole og skjorte og slips. I er nogle smukke dejlig børn.

Jeg elsker jer alle sammen.

Kærlig hilsen
Far.

Ingen kommentarer: